Sæsonstart til Ironman Østrig

…. It is time to break the silence!

Taking Ironman Austria Head On
Foto credit: https://www.arnematthiesen.com

Uden at kede jer, eller gå i alt for mange triste, sørgelige og hav-ondt-af-mig- selv detaljer, blev foråret ikke de forberedelsesmåneder til sæsonstart til Ironman Østrig som håbet.
En mavefunktion, der drillede og for lidt timer i døgnet til det, jeg gerne vil, kostede på flere konti.. Men nu er der sammen med Konabussens dreamteam og økonom lagt nyt budget, og denne gang virker det til at være holdbart med grønne tal – også på den lange bane !

Anyways… Ironman Østrig blev nedgraderet ret tidligt i processen fra et A race til et B race, hvilket i sin enkelthed betød, at stævnet skulle bruges til læring og test af nye tiltag udelukkende – og sjov og ballade selvfølgelig!
Jeg var igen så heldigt at have lokket hele teamet på bussen med på tur, og denne gang må jeg erkende, det var et wellplayed kort.

Hele lørdag og ugerne optil har Østrig (Klagenfurt) været præget af den varmebølge hele syd/central Europa har været ramt af – noget der passer mig som atlet GLIMRENDE. Men selvfølgelig meldte de lyn, torden og decideret skybrud lige til middag og et par timer frem på raceday i går søndag. Og ganske som lovet, kl 12.30 åbende himlen sig, mørke skyer lagde en tung kappe over Klagenfurt og kastevinde meldte deres ankomst. For ikke at tale om lynnedslag på minuttet og tordenbulder… Jeg måtte hengive mig til en sidevind og aquaplaning ca 10 KM før mål på cyklen, køre tværs over vejbanen og lave et fuldt stop i en busk.. men ingen skade sket andet end puls 206!

Vandet var varmt, dejlig varmt 24.9 grader – men det betød altså non – wetsuit i søvand. Anyways, samme pølse for alle.. af sted det gik. Svømningen i Klagenfurt er lettere legendarisk, da den starter i tyrkisklart vand, en stor firkant ud – og slutter med en ”opløbsstrækning” langs kanalen, der løber tværs gennem Klagenfurt by.. ca 5 meter fra kant til kant. Det lykkedes mig at spotte Team Brock og få vinket et lille vink og sammen ”fulgtes” vi til T1.
Verdens længste T1 og jeg kunne fatte Mr Candyman (min nye Factor Slick) og drage ud på 1650 hm’s eventyr i det Østrigske bjergrige terræn. Det gik glimrende ligeud.. det gik godt opad.. det gik virkelig, virkelig skidt nedad. Jeg kan åbenbart ikke slippe tanken om, at jeg er alt for glad for mit liv og dem, der venter derhjemme. Paniktanker og frygten for det værste kortslutter mit hoved, når hastigheden rammer 60-70 km/t på to 25 mm brede dæk og nogle gummibremser, der mest af alt lugter af forbudt afbrænding af giftige kemikalier.

Anyways, ned kom jeg og i T2.. og foruden min lille detour og noget af det mest skræmmende uvejr, jeg har oplevet, fik jeg placeret Mr. Candyman i stativet igen, og løb af sted ud mod 42.2 km fordelt på 2 x 21 km løbet i et 8 tal centralt i Klagenfurt bymidte. Det første 21 km i øs pøs regnvejr, men ikke noget der kan skræmme en dansker…det mindede mest af alt om en god dansk sommerdag 😉 Jeg måtte dog konstant løbe mig til varmen og holde dampen godt oppe under kedlerne. 

Efter 3.08.21 kunne jeg løbe op på scenen, der var bygget til lejligheden og lade mig hylde på en utaknemmelig 4 plads i min AG, men med dagens hurtigste maratontid for AG-kvinder, og dagen 2. hurtigste for alle.

Jeg fik, hvad jeg kom efter, fuld valuta for mine lærepenge. Jeg er ualmindelig stolt af min finishermedalje, og den er kun startskuddet til en stor sæson!

Nu er der 6 uger til Ironman København. Det er fladt, det kan også blive vådt, men jeg er klar og har fundet arbejdshandskerne frem. Bring it.. focus mode is ON.

Aero is everything… thats a FACTOR
Foto credit: https://www.arnematthiesen.com